Heavy rotation

Endnu en gang opsamling.

John Mellencamp
Man forbløffes. Mellencamp har aldrig før været på min rotationsliste, men hans nyeste album "Life, Death, Love And Freedom" er genremæssigt mere folk-blues´et end normalt. Det indeholder fremragende sange, gode tekster og som titlen antyder universelle temaer. Det er desuden produceret af T-Bone Burnett, og det er efterhånden et kvalitetsstempel i sig selv. Der går rygter om en nye T-Bone produceret Robert Plant / Alison Krauss - Bring it on...
John Mellencamp - Myspace

James Jackson Toth
Toths 2008 album "Waiting In Vain" er efter min bedste overbevisning undervurderet. Toth har lavet et utal af plader under forskellige mutationer af navnet Wooden Wand. På "Waiting In Vain" får vi en gang Ryan Adams agtig Americana af den bedste slags. Genremæssigt lidt rodet, men det er også albumets styrke.
James Jackson Toth - Media
James Jackson Toth - Myspace (sangene ikke fra Waiting In Vain)

Tom Waits
Jeg er ved at læse den glimrende interview bog "Innocent When You Dream" med Tom Waits. Det giver genhør med en masse gammelt og nyt Tom Waits. Cementering af gamle favoritter og opdagelser af numre jeg tidligere har overset. Albummet "Franks Wild Years" er fx bedre end jeg huskede det, og jeg glæder mig til snarligt genhør med "Bone Machine". Forresten er den nyoversatte udgave af interviewbogen til dansk forkortet, så hermed en advarsel bragt...
Tom Waits - Myspace

Willard Grant Conspiracy
Robert Fishers mørke stemme og sangenes malende og stemningsskabende landskaber bringer WGC op i en klasse for sig. Det er flot americana med gode melodier, lidt velplacerede strygere af og til og til andre tider et stort drys gospelstemning. Start med albummet "Regard The End" med det fuldstændig magiske åbningsnummer "River In The Pines".
Willard Grant Conspiracy - Myspace

Godt nytår - Top 11 for 2008

1. Bob Dylan: Tell Tale Signs (3 cd udgave)
2. Isobel Campbell & Mark Lanegan: Sunday At Devil Dirt
   
3. Nick Cave And The Bad Seeds: Dig!!!, Lazarus, Dig!!!
4. Fleet Foxes: Fleet Foxes
5. Conor Oberst: Conor Oberst
6. Jenny Lewis: Acid Toungue
7. Micah P. Hinson: Micah P. Hinson And The Red Empire Orchestra
8. Robert Forster: The Evangelist
9. Bon Iver: For Emma, Forever Ago
10. Neil Diamond: Home Before Dark
11. Silver Jews: Lookout Mountain, Lookout Sea
    

Se listen med albumgrafik her

Måske er det den nemme løsning at lave en top 11 istedet for en top 10, når man prøver at omgå den gyldne regel om ikke at have en compilation på sin liste. Men jeg beklager, der er ikke noget at gøre. Dylans Tell Tale Signs ER årets bedste plade, for selvom den indeholder numre der tidligere er udgivet (i nye versioner!) er der flere gode argumenter for at måtte medtage den på sådan en liste:

• De tidligere uudgivne numre som Red River Shore, Marchin´ To The City og Dreamin´Of You er blandt årets allerbedste nyudgivne sange.
• Udgaver af tidligere udgivne sange som fx Mississippi og I Can´t Wait (og Born In Time, Most Of The Time m.fl) cementerer det faktum at Dylans største force er tolkningen af sin egen sangskriverkunst som den foregår live on stage rundt omkring i verden på The Never endning Tour. For at tage Mississsippi som eksempel bidrager de her udgivne versioner til at belyse sangen fra flere sider som en slags Picasso perspektiv. Nu findes der 4 officielle udgaver af Mississippi og 3 af dem er udgivet i 2008.

Yderligere bemærkninger til listen er at flere anmeldere har skrevet at det har været et trist år musikmæssigt. Heri er jeg uenig. Jeg synes året har budt på mange gode udgivelser, i hvert fald hvis man har en slagside mod Americana. Min liste prøver ikke at sammenligne æbler med pærer og have hip-hop udgivelser blandet med rock, pop osv.

Andre forbehold inspireret af Paste Magazine.

• Nej jeg har ikke hørt alle 8000 albums der er udgivet i år.
• Dette er ikke en objektiv liste

Opsamling - Heavy rotation

Micah P. Hinson
Micah P Hinson har i år udgivet den glimrende "Micah P Hinson And The Red Empire Orchestra". Det er americana med twang og både simple og mere storladne sange. Hinsons stemme er særpræget og tør - ikke klassisk smuk, men jeg kan virkelig godt li´den. På de mest storladne sange fra ovenstående kunne man dog godt savne Roy Orbisons stemme, der fx ville have været perfekt på "We Won´t Have To Be Lonesome". Jeg har gravet tilbage i Hinsons bagkatalog og der er masser af guld - faktisk er jeg imponeret over hans meget høje niveau og han ryger ofte på cd afspilleren i øjeblikket.
Micah P. Hinson - My Space

Conor Oberst
Manden bag Bright Eyes har udgivet et "soloalbum". Det skrives i anførselstegn fordi Oberst ER Bright Eyes. Solopladen er mere simpel end de sidste Bright Eyes plader både i sangskrivning og produktion. Det er en rigtig fremragende plade fra endnu en væsentlig ung amerikansk sangskriver. Der er en god afveksling i ballader og up-temponumre og selvom pladen er indspillet i Mexico er der tale om et perfekt amerikans roadmoviesoundtrack. "There´s nothing that the road cannot heal" synger Oberst på Moab. Det er spændende om der kommer mere "solo" fra Oberst nu eller om den næste plade bliver under Bright Eyes navnet.
Conor Oberst - My Space
Bright Eyes - My Space

Isobel Campbell & Mark Lanegan
Den anden plade fra det umage par Isobel Campbell og Mark Lanegan hedder Sunday At Devil Dirt. Den er endnu bedre end deres første. Jeg er imponeret af at skotske Campbell skriver nogle så støvede ørkensange som hun gør. Hun burde kunne få amerikansk statsborgerskab alene på den konto. Der er en virkelig god stemning på pladen hvor Lanegan får mere plads end på Balad Of The Broken Seas - det er generelt en god ide selvom Campbells stemme klæder Lanegans brugte croonerstemme godt. Det er sexet, intenst og virkelig nogle gode sange. Jeg ser frem til koncerten i Vega sidst på måneden.
Isobel Campbell - My Space

Fleet Foxes

Årets bedste debutplade er lavet af Seattlegruppen Fleet Foxes. Lad dig ikke snyde af Seattle, der er ikke tale om grunge, men om flot organisk americana-indie (Hvis der er noget der hedder det!)

Musikken er båret af flotte vokalharmonier og lyden er bandets egen, selvom arven fra Crosby, Stills, Nash & Young, The Byrds og The Band samt Neil Young er tilstede... Og ja. The Beach Boys. Sikke en arv at bære rundt på. Når ikke arven tynger men er et afsæt for så flotte melodier som hos Fleet Foxes skabes intet mindre end et fantastisk album. Bandet er blevet sammenlignet med tidlig My Morning Jacket (Nok ikke mindst pga forsanger Robin Pecknolds stemme) og med et andet godt Seattle band - Band of Horses. Jeg synes Fleet Foxes er mindre rock end førnævnte men det er Phil Ek der har produceret Fleet Foxes og han har også produceret Band of Horses.

Yndlingsnumre fra albummet er:
He doesn´t know why
Tiger Mountain peasant song
Your protector
White winter hymnal

Jeg er "Tangled Up In Blue"...

Hvilken Dylan sang er du?
Tja. Jeg tog en quiz og blev en af mine yndlings Dylan sange, og den der fik mig hooked som Dylanfan.

Which Bob Dylan song are you? Tangled Up In Blue

Click Here to Take This Quiz Brought to you by YouThink.com quizzes and personality tests.

The gift of a golden voice... Leonard Cohen in concert.

Den 5. juli var jeg til en af de bedste og smukkeste koncerter jeg nogensinde har været til. Jeg var lidt nervøs for om forventningerne var blevet for høje, for jeg har haft Hr. Cohen stående øverst på min (lange) koncert-ønskeliste siden en gang midt i 90 ´erne.

Men alt fungerede, og forventningerne blev mere end indfriet. Lyden var virkelig god, og lydniveauet var godt, i hvert fald hos os der stod langt fremme. Cohens stemme var fantastisk, både når han croonede, brummede og sang. Bandet var eminent og og understregede den fine balance mellem Cohens baryton og De - Doo - Dom - Dom pigerne, så alt gik op i en højere enhed. Det var magi fra de første toner til de sidste... Alene her er topkarakteren hjemme.

At Cohen så tilmed er ydmyg, og selvironisk - og giver musikerne så meget plads, tæller bare yderligere på plussiden. Det gør en fin aften ved Rosenborg slot også...

Højdepunkter... Det er svært - Der var rigtig rigtig mange. Jeg vil lade det være ved det - Der var tale om en totaloplevelse.

Lige et par kommentarer til et par avisanmeldelser. Jeg er enig med Berlingske i at det gør Cohen større at han ikke vil placeres på en piedestal som en guru - men det er der jo ikke noget nyt i.. Sådan har det jo altid været. Det ved folk der kender Cohen... Og de citerede liner .. This is not a pilgrim / who has seen the light er jo heller ikke nye - men det handler måske mest om forskellige opfattelser. Jeg opfattede ikke at publikum ønskede at helgenkåre manden som publikum fx gjorde det med Springsteen sidste søndag - jeg opfattede det som en stor respekt og en hyldest til en kæmpe præstation i the tower of song... Og jeg mener ikke der er noget galt i at en voksen mand kan knibe en tåre når han oplever stor kunst... Jeg fik selv en klump i halsen indtil flere gange...

JPs anmelder mener at sange som Democracy, First we take Manhattan og I´m you man kunne have været udeladt, og at deres politikse budskab ikke længere er aktuelt. Der kunne sagtens have være valgt andre sange - men jeg er uenig. Hvad er det politiske budskab i I´m your man? Det er da en evig gyldig personlig sang. Prøv lige at tage den en gang til...
Jeg synes faktisk at democracy er nærmest mere aktuel nu end den var da den blev skrevet... Jvf. Bush/Gore valget, Terrorlovgivning der fjerne frihedsrettigheder osv.. og First we take Manhattan er måske ikke lige så aktuel som efter 11. september 2001 (hvor den jo blev forbudt på radiostationerne i New York) - men jeg er bange for den ikke er uaktuel - anyway - Smag og behag og også opfattelser af dette er forskelligt - men det er dårligt argumenteret.

Bruce Springsteen - Parken 29 juni 2008

At the E-street band er et af de "hardest working bands in showbizz" (I hvert fald når de er på scenen)... har få sikkert været i tvivl om... - deres (The) Boss er en krævende arbejdsgiver.. og tak for det.

Bruce Springsteen og E Street Band brænder igennem som få på en stor scene. Det er deres styrke, og måske også svaghed.. mere om det senere.

Der var plads til overraskelser på setlisten... og det var dejligt at det ikke var en best of koncert i traditionel forstand. Der var god afveksling mellem balladerne, de gamle og de nye numre - de rigtige rockere og fællessang i parken numrene. Kontakten til publikum via storskærm og nærkontakt var ret professionel og troværdig, selvom det for undertegnede blev for meget og for vulgært med publikumhænder unævnelige steder på Bossen... Steder der ville have udløst mere end en enkelt ørefigen fra Amy Winehouse og store overskrifter hvis det havde været en kvindelig kunstner der var blevet gramset på.. men..

Hvis man er inviteret til maskebal, så møder man op med udklædning, ellers bliver man hjemme. Når man køber billet til en stadion koncert, så må man acceptere reglerne. Dvs. at Springsteen praktisk talt ikke synger på det glimrende nummer Hungry Heart - men det gør publikum. Det er en del af det, musikalsk hamrende uintressant, men det er en fest hvis man er med på den. Et højdepunkt er det dog ikke. - Og selvom American Land er en god sang, og en stor fest live.. Så kan jeg ikke helt indstille mig på decideret karaoke... Beklager... (Men ja.. jeg sang med)

Det er derimod et højdepunkt at bandet og Bossen hygger sig og giver sig selv fuldt ud. Leverer en habil rockkoncert med et hårdt spark bagi.. Balancerer det smukke og det der bare er rock ´n´roll (But I like it!!). Det gør få bedre.. og det kan gøre at selvom parkens lydkulisser er til dumpekarakter... Så bliver koncerten intet mindre end fremragende. Højdepunkter var Downbound Train (!), Jungleland og Working on the highway... En fantastisk start med Two Hearts.. og Altid fremragende Born to run og Dancing in the dark kan man vel ikke blive træt af at høre live? Hvilket godt koncertår 2008 dog har været indtil nu.