Opsamling - Heavy rotation

Micah P. Hinson
Micah P Hinson har i år udgivet den glimrende "Micah P Hinson And The Red Empire Orchestra". Det er americana med twang og både simple og mere storladne sange. Hinsons stemme er særpræget og tør - ikke klassisk smuk, men jeg kan virkelig godt li´den. På de mest storladne sange fra ovenstående kunne man dog godt savne Roy Orbisons stemme, der fx ville have været perfekt på "We Won´t Have To Be Lonesome". Jeg har gravet tilbage i Hinsons bagkatalog og der er masser af guld - faktisk er jeg imponeret over hans meget høje niveau og han ryger ofte på cd afspilleren i øjeblikket.
Micah P. Hinson - My Space

Conor Oberst
Manden bag Bright Eyes har udgivet et "soloalbum". Det skrives i anførselstegn fordi Oberst ER Bright Eyes. Solopladen er mere simpel end de sidste Bright Eyes plader både i sangskrivning og produktion. Det er en rigtig fremragende plade fra endnu en væsentlig ung amerikansk sangskriver. Der er en god afveksling i ballader og up-temponumre og selvom pladen er indspillet i Mexico er der tale om et perfekt amerikans roadmoviesoundtrack. "There´s nothing that the road cannot heal" synger Oberst på Moab. Det er spændende om der kommer mere "solo" fra Oberst nu eller om den næste plade bliver under Bright Eyes navnet.
Conor Oberst - My Space
Bright Eyes - My Space

Isobel Campbell & Mark Lanegan
Den anden plade fra det umage par Isobel Campbell og Mark Lanegan hedder Sunday At Devil Dirt. Den er endnu bedre end deres første. Jeg er imponeret af at skotske Campbell skriver nogle så støvede ørkensange som hun gør. Hun burde kunne få amerikansk statsborgerskab alene på den konto. Der er en virkelig god stemning på pladen hvor Lanegan får mere plads end på Balad Of The Broken Seas - det er generelt en god ide selvom Campbells stemme klæder Lanegans brugte croonerstemme godt. Det er sexet, intenst og virkelig nogle gode sange. Jeg ser frem til koncerten i Vega sidst på måneden.
Isobel Campbell - My Space

Fleet Foxes

Årets bedste debutplade er lavet af Seattlegruppen Fleet Foxes. Lad dig ikke snyde af Seattle, der er ikke tale om grunge, men om flot organisk americana-indie (Hvis der er noget der hedder det!)

Musikken er båret af flotte vokalharmonier og lyden er bandets egen, selvom arven fra Crosby, Stills, Nash & Young, The Byrds og The Band samt Neil Young er tilstede... Og ja. The Beach Boys. Sikke en arv at bære rundt på. Når ikke arven tynger men er et afsæt for så flotte melodier som hos Fleet Foxes skabes intet mindre end et fantastisk album. Bandet er blevet sammenlignet med tidlig My Morning Jacket (Nok ikke mindst pga forsanger Robin Pecknolds stemme) og med et andet godt Seattle band - Band of Horses. Jeg synes Fleet Foxes er mindre rock end førnævnte men det er Phil Ek der har produceret Fleet Foxes og han har også produceret Band of Horses.

Yndlingsnumre fra albummet er:
He doesn´t know why
Tiger Mountain peasant song
Your protector
White winter hymnal

Jeg er "Tangled Up In Blue"...

Hvilken Dylan sang er du?
Tja. Jeg tog en quiz og blev en af mine yndlings Dylan sange, og den der fik mig hooked som Dylanfan.

Which Bob Dylan song are you? Tangled Up In Blue

Click Here to Take This Quiz Brought to you by YouThink.com quizzes and personality tests.

The gift of a golden voice... Leonard Cohen in concert.

Den 5. juli var jeg til en af de bedste og smukkeste koncerter jeg nogensinde har været til. Jeg var lidt nervøs for om forventningerne var blevet for høje, for jeg har haft Hr. Cohen stående øverst på min (lange) koncert-ønskeliste siden en gang midt i 90 ´erne.

Men alt fungerede, og forventningerne blev mere end indfriet. Lyden var virkelig god, og lydniveauet var godt, i hvert fald hos os der stod langt fremme. Cohens stemme var fantastisk, både når han croonede, brummede og sang. Bandet var eminent og og understregede den fine balance mellem Cohens baryton og De - Doo - Dom - Dom pigerne, så alt gik op i en højere enhed. Det var magi fra de første toner til de sidste... Alene her er topkarakteren hjemme.

At Cohen så tilmed er ydmyg, og selvironisk - og giver musikerne så meget plads, tæller bare yderligere på plussiden. Det gør en fin aften ved Rosenborg slot også...

Højdepunkter... Det er svært - Der var rigtig rigtig mange. Jeg vil lade det være ved det - Der var tale om en totaloplevelse.

Lige et par kommentarer til et par avisanmeldelser. Jeg er enig med Berlingske i at det gør Cohen større at han ikke vil placeres på en piedestal som en guru - men det er der jo ikke noget nyt i.. Sådan har det jo altid været. Det ved folk der kender Cohen... Og de citerede liner .. This is not a pilgrim / who has seen the light er jo heller ikke nye - men det handler måske mest om forskellige opfattelser. Jeg opfattede ikke at publikum ønskede at helgenkåre manden som publikum fx gjorde det med Springsteen sidste søndag - jeg opfattede det som en stor respekt og en hyldest til en kæmpe præstation i the tower of song... Og jeg mener ikke der er noget galt i at en voksen mand kan knibe en tåre når han oplever stor kunst... Jeg fik selv en klump i halsen indtil flere gange...

JPs anmelder mener at sange som Democracy, First we take Manhattan og I´m you man kunne have været udeladt, og at deres politikse budskab ikke længere er aktuelt. Der kunne sagtens have være valgt andre sange - men jeg er uenig. Hvad er det politiske budskab i I´m your man? Det er da en evig gyldig personlig sang. Prøv lige at tage den en gang til...
Jeg synes faktisk at democracy er nærmest mere aktuel nu end den var da den blev skrevet... Jvf. Bush/Gore valget, Terrorlovgivning der fjerne frihedsrettigheder osv.. og First we take Manhattan er måske ikke lige så aktuel som efter 11. september 2001 (hvor den jo blev forbudt på radiostationerne i New York) - men jeg er bange for den ikke er uaktuel - anyway - Smag og behag og også opfattelser af dette er forskelligt - men det er dårligt argumenteret.

Bruce Springsteen - Parken 29 juni 2008

At the E-street band er et af de "hardest working bands in showbizz" (I hvert fald når de er på scenen)... har få sikkert været i tvivl om... - deres (The) Boss er en krævende arbejdsgiver.. og tak for det.

Bruce Springsteen og E Street Band brænder igennem som få på en stor scene. Det er deres styrke, og måske også svaghed.. mere om det senere.

Der var plads til overraskelser på setlisten... og det var dejligt at det ikke var en best of koncert i traditionel forstand. Der var god afveksling mellem balladerne, de gamle og de nye numre - de rigtige rockere og fællessang i parken numrene. Kontakten til publikum via storskærm og nærkontakt var ret professionel og troværdig, selvom det for undertegnede blev for meget og for vulgært med publikumhænder unævnelige steder på Bossen... Steder der ville have udløst mere end en enkelt ørefigen fra Amy Winehouse og store overskrifter hvis det havde været en kvindelig kunstner der var blevet gramset på.. men..

Hvis man er inviteret til maskebal, så møder man op med udklædning, ellers bliver man hjemme. Når man køber billet til en stadion koncert, så må man acceptere reglerne. Dvs. at Springsteen praktisk talt ikke synger på det glimrende nummer Hungry Heart - men det gør publikum. Det er en del af det, musikalsk hamrende uintressant, men det er en fest hvis man er med på den. Et højdepunkt er det dog ikke. - Og selvom American Land er en god sang, og en stor fest live.. Så kan jeg ikke helt indstille mig på decideret karaoke... Beklager... (Men ja.. jeg sang med)

Det er derimod et højdepunkt at bandet og Bossen hygger sig og giver sig selv fuldt ud. Leverer en habil rockkoncert med et hårdt spark bagi.. Balancerer det smukke og det der bare er rock ´n´roll (But I like it!!). Det gør få bedre.. og det kan gøre at selvom parkens lydkulisser er til dumpekarakter... Så bliver koncerten intet mindre end fremragende. Højdepunkter var Downbound Train (!), Jungleland og Working on the highway... En fantastisk start med Two Hearts.. og Altid fremragende Born to run og Dancing in the dark kan man vel ikke blive træt af at høre live? Hvilket godt koncertår 2008 dog har været indtil nu.

Mary Gauthier

I den sidste tid har jeg blandt meget andet hørt...

Mary Gauthier
En smule mere country end det meste jeg hører, men det er rigtig godt. Gauthier skriver gode sange og skildrer skæve eksistenser på bedste vis. Hendes seneste album Betwen the daylight and the dark er flot produceret af Joe Henry, og indeholder nogle af hendes bedste sange... men også albummet før det Mercy now indeholder virkelig gode ting. Yndlingsnumre fra de to albums er:
I drink
Mercy Now
Your sister cried
Can´t find the way
Between the daylight and the dark
Please
I ain´t leaving
Thanksgiving

Den nemmeste måde at høre nærmere er på Gauthiers MySpace-side, men der streames også fra hendes hjemmeside... - og så er der selvfølgelig altid Youtube... men der findes en masse dårlige liveoptagelser af noget der lyder bedre på studiepladerne. Gauthier står dog højt på koncertønskelisten... og der er også Youtube-eksempler på hvorfor...

Nick Cave og Bob Dylan - In concert

Når man sådan ikke får blogget i længere tid er der lidt at samle op på og i tidligere indlæg har jeg jo beskrevet gode koncertoplevelser.... - Så lige et par noter om Nick Cave and The Bads Seeds i KB Hallen 19. maj og Bob Dylan i Arena Fyn 28. maj.

Opvarmingen til Cave var for alt for højt og temmelig dårligt. Når man kun er guitar og trommer skal man simpelthen være bedre end Ed Kuepper og Jeffrey Wegener - der vist begge var gode på hver deres instrument - men manglede magi sammen. Enkelte numre lød interessante, men jeg kommer ikke til at researche på det...
Derimod var The Bad Seeds et lige så fremragende band som til den sidste koncert i Forum - og ja, som de vel egentlig altid har været! Og Nick Cave er sandelig i en klasse for sig. Setlisten bar gevaldigt præg af at Cave, med rette, er stolt over sit sidste album: Dig!!!, Lazarus, Dig!!! - Kort sagt var det en fremragende koncert... Jeg savnede en større balance mellem de stille numre der gør Cave til en nuanceret sangskriver.. en af de bedste!!! - og de mere vilde numre der også fungerer fremragende... denne aften var det de hårdtslående numre der dominerede... Men når energien var som den var, ja så var det nok sådan det skulle være... - og jeg nød det fra start til slut.. men skru ned... Det lyder bedre når man ikke har ørepropper i... Få dig en lydmand der er ligeså god som du selv og dit band er MISTER Nick Cave....

Jeg har været til ca. 8 Bob Dylan koncerter. Denne var ikke den bedste af dem, men den var stadig rasende god. Det er det særlige ved Dylan at selv når han ikke er allerbedst er han stadig langt bedre end de fleste. Setlisten var voldsomt præget af den seneste plade. Modern Times., men viste også alle de genrer Dylan formår at favne. Der var Blues, Jazz, Folk, Americana og alt det man heldigvis ikke kan sætte i kasser. Højdepunkter var Tears of rage, Positively 4Th street og Working man blues #2... for blot at nævne 3. Bandet var velspillende og Dylan sang fremragende. Så for at slutte som jeg startede... Ikke den bedste Dylan koncert jeg har været til, men stadig rigtig rigtig god.